Alternativer til Google Analytics som er privatlivsvenlig og GDPR compliant
Google Analytics er et stærkt værktøj, men det er ikke nødvendigvis den bedste løsning for alle virksomheder. I denne artikel ser vi på nogle gode alternativer, som giver et enkelt overblik over trafikken på din hjemmeside – samtidig med at de er mere privatlivsvenlige og lettere at arbejde med.
4. marts 2026


Hvorfor ikke bare bruge Google Analytics?
Google Analytics er et rigtig stærkt værktøj, når der er brug for indsigt i en hjemmesides besøgende. De fleste marketingbureauer, jeg samarbejder med, bruger da også Google Analytics aktivt i deres arbejde, når der køres kampagner for kunderne.
Jeg var selv blandt de første, der skiftede til Google Analytics, da Google i 2005 købte webanalyseværktøjet Urchin og gjorde det gratis tilgængeligt for alle. Indtil da brugte jeg en statistikløsning, der hed Opentracker, hvor jeg betalte efter antal sidevisninger. Dengang drev jeg også en webportal med over 800.000 månedlige sidevisninger, så det var ikke helt billigt.
Her i 2026 er Google Analytics stadig et fremragende værktøj. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at det er den rigtige løsning for alle virksomheder. Når virksomhedsejere, ledere eller forretningsudviklere har brug for et klart overblik over trafikken på deres hjemmeside og effekten af marketing eller ændringer på selve hjemmesiden, findes der andre statistikværktøjer som i mange tilfælde kan være bedre.
Gennem årene er der samtidig kommet større krav til indhentning af samtykke, når der bruges cookies på en hjemmeside. Samtykkebokse er ikke noget, der forbedrer hverken brugeroplevelsen eller det visuelle udtryk, og som webdesigner vægter jeg netop brugeroplevelsen meget højt. Der har også fra tid til anden været debat om, hvorvidt visse data fra Google Analytics overføres til USA på en måde, der er problematisk i forhold til europæisk databeskyttelseslovgivning. Det kan du blandt andet læse mere om på Datatilsynets hjemmeside.
Google Analytics kan rigtig meget – men det kan også være komplekst at arbejde med. Samtidig bliver de scripts, der bruges til at indsamle data, ofte blokeret af adblockers og privacy-udvidelser i moderne browsere. Det betyder, at man i realiteten kun får data for en del af den faktiske trafik på hjemmesiden.
Vælg et godt Google Analytics-alternativ til din virksomhed
Der findes mange forskellige statistikløsninger, som kan bruges i stedet for Google Analytics. De fleste er betalingsløsninger, hvor prisen typisk afhænger af værktøjets funktioner og kompleksitet – samt om man vælger selv at hoste løsningen eller bruge en cloudbaseret version.
Inden jeg ser nærmere på de tre alternativer til Google Analytics, som jeg typisk anbefaler til mine kunder, vil jeg kort gennemgå, hvad der for mig er essentielt for et statistikværktøj – dine behov kan være anderledes.
Mine krav til et statistikværktøj:
- Nemt og hurtigt overblik over besøgstal over tid
- Mulighed for at se hvilke sider der besøges, og hvor mange besøg hver side får
- Indblik i hvor de besøgende kommer fra – f.eks. andre hjemmesider, organiske søgeresultater eller betalte kampagner
- Hvor længe de besøgende bliver på hjemmesiden
- Hvor langt scroller besøgende ned på siden, inden den forlades
- God indikation af unikke besøgende og antal sidevisninger
- Bounce rate – hvor mange der forlader siden uden at besøge andre sider
- Mulighed for sporing af marketingkampagner og konverteringer
- Hvilke enheder de besøgende bruger (desktop, laptop, tablet eller mobil)
- Indikation af hvor besøgende omtrentlig kommer fra
- Værktøjet skal være nem at bruge og forstå, også for ikke tekniske personer
- Skal nemt kunne skaleres efter behov
- Skal være letvægt og ikke belaste hjemmesiden unødigt
- Skal være privatlivsvenligt og leve op til GDPR – helst uden brug af cookies
Derudover foretrækker jeg en hosted cloudløsning frem for selv at stå for teknisk drift og vedligehold. Der er ganske enkelt andre og vigtigere opgaver at tage hånd om på en hjemmeside, og når man indregner hosting, tidsforbrug og eventuelle softwarelicenser, vil cloudløsningen ofte også være den mest økonomiske.
Hvis du samarbejder med et eksternt marketingbureau, kan det være, at de har særlige behov i forhold til data og rapportering. Derfor er det altid en god idé at rådføre dig med dem, inden du foretager ændringer i den statistikløsning, der bruges på hjemmesiden.
Plausibe: Enkel og privatlivsfokuseret webstatistik
Plausible Analytics er lavet og hosted i EU. Der bruges ingen cookies og løsningen overholder GDPR, CCPA og PECR regulativerne – der er i det hele taget et stort fokus på privatliv. Men selv om privatlivsfokuseret statistik er er det store salgsargument for Plausible, så er der også flere andre fordele som gør det til et rigtig godt valg.

En sidegevinst ved privatlivsfokuseret webstatistik er, at der ikke er behov for samtykkebokse til GDPR og Cookies, som ofte går ud over brugeroplevelsen. Der sættes nemlig ingen cookies og der indsamles ingen personoplysninger.
De fleste vil uden videre kunne åbne kontrolpanelet til Plausible og få indsigt i hjemmesidens besøgstal, trafik kilder, mest besøgte sider og andre grundlæggende statistik data, uden der er behov for at tage et kursus eller have den store viden inden for dataanalyse.
Selv om der lægges meget vægt på enkelthed og brugervenlighed, så er der stadig funktioner som gør det muligt at se data om kampanger med UTM parametre, downloads, klik på udgående links og andre konverteringsmål.
Scriptet som skal indsættes på hjemmesiden er langt mindre en Google Analytics scriptet og belaster ikke hjemmesidens loadtid mærkbart.
Du får mere nøjagtige data, da der ikke er nogen dataindsamling som der skal gives samtykke til, og af samme årsag blokeres scriptet heller ikke i samme omfang af adblockers. Faktisk kan blokering af scriptet næsten helt omgås ved opsætning af en proxy.
Plausible er open source, og virksomhedens ejere et meget transparente om alt fra programkode til virksomhedens økonomi, som de fortæller åbent om i deres blog. De deler også deres egen statistikdata, har en offentlig roadmap, og går i det hele taget meget op i at være en etisk og åben virksomhed.
Den mindste pakke fra plausible koster 190 dollars om året ved 100.000 sidevisninger om måneden. De tilbyder også en gratis open source version hvis man selv ønsker at hoste løsningen. Du kan også få det direkte gennem Webkilde, hvor opsætning og support er inkluderet.
Link: Plausible.io
Fathom Analytics: Privatlivsvenlig webstatistik
Fathom minder rigtig meget om Plausible, faktisk er de to stort set identiske for både opbygning og funktionalitet. Fathom et canadisk firma, men data er hosted i EU, så også her leves der op den såkaldte Schrems II-sag. Fathom lever også op til GDPR, CCPA og PECR regulativerne, og er fri for cookies.

Fathom er ligeledes nem at bruge og giver indsigt i hjemmesidens besøgstal, trafik kilder, mest besøgte sider og andre grundlæggende statistik data. Her er også mere avancerede funktioner til tracking af kampanger med UTM parametre og andre events.
For at sikre at statistikdata ikke bliver blokeret af adblockers og lignende, så er det muligt at opsætte scriptet så det benytter et subdomæne frem for proxyløsningen som Plausible benytter. Resultatet er det samme og betyder man får nogle meget nøjagtige data.
Fathom har også simpel oppetids overvågning inkluderet, hvilket er et plus i forhold til Plausible, hvis man altså ikke benytter en dedikeret service til dette.
Som sagt minder Fathom og Plausible rigtig meget om hinanden, og det gør ikke den store forskel om du vælger det ene frem for det andet. Grunden til min personlige favorisering af Plausible skal findes i hvordan jeg oplever virksomhederne og personerne bage de to løsninger, og er således mere baseret på værdier frem for teknisk overlegenhed.
Den mindste pakke fra Fathom koster 150 dollars om året for op til 100.000 månedlige sidevisninger.
Link: usefantom.com
Matomo Analytics – Avanceret webstatestik som også har fokus på privatliv
Matomo er et stærkt Google Analytics alternativ hvis man har brug for nogle af de mere avancerede funktioner i Google Analytics. Matomo hed oprindeligt Piwik og har eksisteret stort set lige så længe som Google Analytics.
Statistikdata bliver gemt i EU og Matomo kan sættes op så det også lever op til GDPR og uden behov for samtykkebokse – men det afhænger af hvilke funktioner man ønsker at benytte og de indstillinger man foretager. Man kan f.eks. slå cookies fra og anonymisere IP adresser så disse ikke logges, men muligheden er der også for det modsatte.

Her finder man alle de grundlæggende funktioner som de to foregående statistikløsninger tilbyder, samt funktioner som Funnels, User Flow, Heatmap, Session Recording, A/B testing, Form analyser, Tag manager og meget mere.
Frem for kun at at vise aggregerede data, er det også muligt at kigge på hvert besøg enkeltvis, hvilket sammen med funktionen til session recordings kan være meget nyttigt til at få en forståelse af præcist hvordan besøgende bruger hjemmesiden og hvordan de bevæger sigt rundt på sitet.
Jeg har selv brugt Matomo en årrække og det er et virkelig godt værktøj som i de fleste henseender er på niveau med mulighederne i Google Analytics, og på nogle områder endda er overlegen. Og med Matomo så ejer du selv dine data, og har mulighed for at overholde GDPR regulativerne. Men fordi Matomo også giver mulighed for at indsamle persondata i forskelligt omfang, så er det vigtigt man er opmærksom på præcist hvad der indsamles og at der informeres og indhentes samtykke i det omfang det er nødvendigt.
Matomo Cloud koster 1.740 kroner om året ved 50.000 månedlige visninger. Der er også mulighed for at hoste løsningen selv, og der findes et plugin til WordPress som er gratis. Ved selvhostning og Plugin udgaverne er de mere avancerede funktioner dog tilkøb.
Link: Matomo.org
Hvad bruger jeg selv?
Plausible har de seneste par år været min personlige favorit og den løsning, jeg oftest anbefaler. Her på Webkilde afprøver jeg dog løbende forskellige statistikværktøjer, så jeg hele tiden har et godt indblik i, hvordan de fungerer – og hvilke fordele og ulemper de hver især har.
